Tekst & foto: Niels-Ove Skøtt
forhadte P-vagter og en halv-gammel fotograf
Undertegnede udsendte skribent og fotograf, for det nye onlinemedie: Billedmagasinet.dk med base i Bramdrupdam, er ingen vårhare. Mere korrekt betegnet en halvgammel mand på 77 år, der ved hjælp af rollatoren ”spænede rundt” og fotograferede fra start til slut, da Væveriet havde indbudt til Partyaften med Princebandet: Purple Party
P-selskaber og bøder
For kort tid siden fik jeg en P-bøde på dette sted, (en blandt mange gennem tiden), de forbandede selskaber gør jo alt hvad de kan for at gøre det uoverskueligt, ved at have fjernet muligheden for kortbetaling.
Denne gang skulle de ikke få mig, så jeg ledte efter alternative p-pladser udenfor tyveknægtenes areal. Det gjorde så at jeg pludselig, lynhurtigt skulle finde en ”afvandingsstation”, hvilket blev en hurtig tur ind af den ulåste hovedindgang, gennem festsalen til et toilet.
I god tid, og backstage besøg hos bandet,
hvor vi fik en fin modtagelse
Betydelig lettet kunne jeg nu i ro og mag gå afslappet gennem lokalet, afslutte parkeringen og gå mod indgangen igen, – men nu var døren pludselig låst, – vi var nemlig ankommet en time før koncerten, da vi havde læst ”døråbning”, som koncertstart og de skulle ikke nyde noget af, at flere kom spænende.
Jeg har været på stedet adskillige gange, men kan ikke rigtig finde hoved og hale i det, – men vi fandt en bagindgang, og ad snørklede gange, befandt vi os pludselig backstage hos bandet, der for fleres vedkommende stod i bar røv og viklers, i gang med omklædningen.
Det hjalp nok lidt på modtagelsen, at min ledsager Hanne, er mor til Keyboardspilleren Lars Rahbek Andresen, for vi fik en fantastisk modtagelse og blev beværtet med vin og kaffe.
Det tegnede godt, og vi blev ikke skuffet.
Det blev en fest, hvor Redaktøren ud på aftenen, var lige ved at blande sig med de dansende, med rollatoren som støttekrykke. Gudskelov, det kun var lige ved.
Pause og en snak med den eventansvarlige
Koncerten bragede løs, og jeg fotograferede og fotograferede.
Efter første sæt var det tid til en meget tiltrængt rygepause og efterfølgende et besøg i baren, hvor jeg fik en lille snak med stedets eventchef Kim Hedemann, der havde svaret på min anmodning om akkreditering som fotograf og skribent.
Kim informerede mig om at han havde givet de friske bartendere i hvide skjorter besked på at der for mit vedkommende var fri bar.
Satans – hvorfor får man sådan et tilbud når man skal køre, og får noget medicin med rød trekant på pakningen.
Okay Cola smager nu udmærket.
Den ”Gamle Redaktør” var efter et par timer og et par hundrede fotos, godt brugt. Der er ikke så meget at sige, andet end at 2. sæt var mindst lige så fantastisk som første.
Mættet af indtryk og fed musik i øregangene, blev kursen sat mod Bramdrupdam, hvor en iskold øl ville gøre underværker.
Pokkers, – næste gang springer jeg medicinen over og allierer mig med min nabo der er taxavognmand, for så skal væskebalancen holdes vedlige.
de yngre generationer er nu ikke så håbløse
Det hænder, jeg i en stille stund tænker.
Jeg fintænker som Niels Hausgaard.
Jeg tænker: hvilken kontrast, – at møde så megen venlighed under festlige former. – Varme smil, -”nu skal jeg”, (holde døren, gøre plads, værsgo´ tag min stol, etc. etc.
Publikum, eventmanager Kim, og de unge friske bartendere, og bandet. Alle var venlige og hjælpsomme.
Jeg fik masser af smil fra unge damer, eller måske grinede de indvendigt af den fjollede gamle mand fra rollatorbanden med sit kamera.
Kontrasten er stor
Kontrasten er stor til det fortravlede liv vi møder i trafikken, i supermarkedet, på arbejdspladsen, hvor man farer derudaf. Hvad er det man skal nå.
Hold tilbage, slip en trafikant ud, selv om du har forkørselsret, – jeg gør det rigtig tit, – men jeg er jo også kun en pensionist der er på 15-16 timer i døgnet. Jeg tænker mit.
Jeg fintænker
